STRINDBERG

Da Strindberg skriver sin roman INFERNO, befinder han sig i Paris. Han har forladt kone og barn med en følelse af at have brændt alle broer, samtidig med at han føler lede ved bohemelivet og overvejer “at vende poesien ryggen”. Han kaster sig ud i naturvidenskabelige studier, eksperimenter og er besat af tanken om at udvinde guld. Hvor han tidligere betragtede sig som frontkæmper for det moderne, er Inferno præget af en vending indad, af introspektiv fordybelse og religiøs søgen. Hans sind er åbent som en ladeport for alt det, der sker omkring ham: han eksperimenterer, fortolker, har visioner og skriver ned i en impressionistisk stil, som foregriber den moderne jeg-roman.

Selv hævder Strindberg, at Inferno ikke er “digtning”, men blot “et udvidet og ordnet uddrag” af hans dagbog. Men en mere dybtgående læsning tyder på, at vi i virkeligheden står over for en roman, der går i Dantes litterære fodspor, både hvad angår tema og struktur. Første del arter sig som en nedstigning i Helvede, hvor den arme forfatter udsættes for et sandt bombardement af mærkelige og uforståelige indtryk og hændelser. I anden del påbegynder Strindberg opstigningen, hvor han med Swedenborg som lærer og ledsager begynder at forstå den dybere mening med de tilsyneladende uforståelige hændelser.

Mange har betragtet Inferno som en gal mands værk, som en paranoid excentrikers sygdomshistorie. Men en samtidig kritiker skriver: “Intelligensen er her ikke udslukt, så langt fra – den er et lys, som brænder med en klar flamme.” Da Strindberg senere ser tilbage på Inferno-tiden, skriver han, at han var udsat for den ældgamle religiøse erfaring, som Swedenborg kalder “ødelæggelse”. Visse mennesker gribes af en usalighedsfølelse. Onde mennesker opdigtes af deres dårlige samvittighed. Mennesker, de tror, er årsag til deres ulykke, men usalighedsfølelsen en gave fra Gud, en prøvelse, som kan føre til frelse.

Inferno er ikke uden vanvid, men mest af alt er den en smertefuld undersøgelse af verden og en slags bodsvandring frem mod lyset. Som en beretning om et menneske i dyb sjælelig krise er Inferno et mesterværk og forbløffende moderne. Sammen med Hamsuns Sult er Inferno et af de vigtigste litterære skrifter fra 1890’erne.