DET BLÅ TÅRN

 

Kunstnergruppe med 16 kunstnere i forskellige udtryk. Alle er de lidt eller meget inspirerede af  August Strindberg.

Næste udstilling:

 

INFERNO

 

5. – 29. oktober i Rollosalen Faxe

 

Temaudstillingen INFERNO vises denne gang i en tilpasses udgave til Rollosalen . 6 af gruppens kunstnere udstiller udvalgte værker.

 

August Strindberg og Det blå Tårn

 

Det blå Tårn er en sammenslutning af kunstnere, som på hver deres meget forskellige måde er interesserede i og inspirerede af August Strindbergs univers.

Sveriges berømte og berygtede forfatter August Strindberg (1849-1912) betragtede først og fremmest sig selv som maler. Det er derfor helt naturligt, at hans univers vækker genklang hos denne gruppe af billedkunstnere.

 

Helt på linje med hans litterære værk står Strindbergs havbilleder som noget unikt i tidens nordiske kunst. Farven påførte han lærredet tykt og pastost med en paletkniv i mørke toner, og dette fremkaldte en effekt, som spejler dén ydre og indre turbulens og smerte, der kendetegner både hans liv og værk.

 

 

Uvejr i Skærgården.
“Den flyvende hollænder”,
Dalarö, 1892 August Strindberg
Voksfarver på pap, 62 x 98 cm
Statens Museum for Kunst

 

Elementernes rasen og et altopslugende psykisk kaos skildres blandt andet i billeder som Uvejr i Skærgården. Den flyvende Hollænder, hvor de voldsomme naturkræfter understreges af Strindbergs heftige arbejde med paletkniven.

Han kaldte billedet for Den flyvende Hollænder med henvisning til Wagners opera af samme navn (uropført 1843). Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at netop Strindberg kunne identi- ficere sig med “dødssejleren”, der som straf for gudsbespottelse måtte sejle med sit skib til evig tid.

“Det blå tårn” kaldes det hus i Stockholm, hvor Strindberg boede de sidste fire år af sit liv, fra 1908-12. Huset ligger på hjørnet af Drottninggatan og Tegnérgatan og rummer nu Strindbergmuseet. Strindberg kaldte selv i begyndelsen huset for “Det grønne tårn” på grund af dets irgrønne tag. “Kom og glæd dig med mig i mit ‘Grønne Tårn’”, skrev Strindberg til en ven. “Jeg har digterlyst, god mad og Beethoven!” (Brev til Nils Andersson i Lund af 21. august 1908).

Her i den tårnkronede bygning i jugendstil samlede Strindberg mod slutningen af sit liv videnskabelige indfald, filosofiske aforismer, psykologiske skitser, lignelser, satiriske udfald og fortællinger

i fire såkaldte “blå bøger”. Han havde en bogsamling på over 3.000 bind, som vidnede om hans vidtforgrenede interesser, der spændte fra astronomi, sinologi, alkymi og kemi til fotografi, sprogvidenskab og musik.

 

Det røde værelse hed Strindbergs gennembrudsroman fra 1879, spisestuens tapeter i “Det blå tårn” var okseblodsfarvede – passionens farve – og over det sorte klaver hang en maske af Strindbergs store musikalske idol, Beethoven. Også han måtte lide for at skabe stor kunst, og Strindbergs liv var ikke let. Han oplevede i 1890’erne i Paris en stor livskrise, der beskrives i den selvbiografiske roman Inferno, skrevet på fransk i 1896-97. Den betegner her midt i livet med hans egne ord en revolution i sjælelivet, og det helvede, han gennemlevede, førte til en gennemgribende revision af hans verdensbillede. I 1895 begyndte Strindberg at knytte digtning og naturvidenskab sammen. Han kaldte sig for “poesikemiker“ og skrev “kemiske sonetter”.(Olof Lagerkrantz: August Strindberg, Stockholm 1979, s. 323). Legender fra 1898 er tilegnet “Mine ulykkesbrødre”, og legenderne har titler som Den besatte djævlebesværger og Trøstesløsheden breder sig.

I teaterstykket Et drømmespil fra 1901 flyder digt, drøm og virkelighed sammen under mottoet “Det er synd for menneskene”, og Dødsdansen fra 1905 er et ægteskabsdrama, et billede på Strindbergs egne problemer med kvinder og ægteskab. Han skrev endvidere digtsamlinger, fabler, eventyr, historiske noveller og meget andet. Han udfordrede genrernes og selve litteraturens grænser.

Strindberg var meget interesseret i musik, og han spillede både guitar, mandolin, fløjte, B-kornet og jagthorn. Til det uhyggelige drama Kronbruden, baseret på folkesagn og skrækhistorier, komponerede han sågar i 1902 Forskarlens Sang, hvori han forsøger at gengive den uhyggelige stemning med en meget monoton melodi og lange pauser. Teksten passer perfekt til hans depressive sind.

Mindst 10 år før dadaisterne forsøgte sig med noget lignende, skrev Strindberg endog et par lydmalende digte. Nattergalens Sang (1905) består udelukkende af lydmalende ord, der angiveligt skal gengive nattergalens triller.

Alt dette medvirker til, at man i høj grad kan betegne August Strindbergs samlede værk som polyfont, et stort mangefarvet prisme, som kunstnergruppen Det blå Tårn med sine mangfoldige og forskellige kunstneriske udtryk kan spejle sig i.

– Christine Marstrand Januar 2019

… det umulige

{

Ved at forsøge det “umulige” når man det muliges højeste grad.

- August Strindberg

August Strindberg og Det blå Tårn

Sveriges berømte og berygtede forfatter August Strindberg (1849-1912) betragtede først og fremmest sig selv som maler. Det er derfor helt naturligt, at hans univers vækker genklang hos denne gruppe af billedkunstnere.